17. jan. 2013

Kransekage


Varighed: 1-2 timer
Kransekagemasse
Opskriften rækker til 25-30 personer
  • 1 kg. ren rå marcipan
  • 300 g. flormelis
  • 80 g. pasteuriserede æggehvider
Fremgangsmåde
Marcipanen og flormelis æltes sammen - Hvis du har en røremaskine, så brug "spartlen". Æggehviderne tilsættes lidt af gangen og æltes ind i dejen, til dejen er ensartet og jævn. Sæt dejen på køl natten over eller et par timer, i en tillukket pose.

Når kransekagen har kølet af og er blevet hård, tages den ud og opvejes i stykker á 300 gram. Disse udrulles i lange pølser á 80 cm, som trykkes med håndroden mod dig selv, så de bliver skæve.
Pølserne skæres i et interval på 3 cm, altså 8, 11, 14, 17 osv.

Hvis der ønskes en meget høj kransekage tilskæres stykkerne med et interval på 2 cm, og derfor 8, 10, 12, 14 osv. Det anbefales også at skære dem i interval på 2 cm hvis man er usikker på at de vil passe sammen, da ringene ikke har så stor forskel i størrelsen, som hvis der laves et interval på 3.
Husk selvfølgelig at gemme noget dej til en kugle til toppen!

Hvert stykke samles i ringe på en bageplade med bagepapir - Det skrå stykke skal vende udad. Læg et stykke bagepapir og en bageplade ovenpå og tryk forsigtigt ned, så alle ringene bliver ens i overfladen.

Bag dem ved 200 grader til de er gyldne (14-18 min) - Husk at lægge 2 bageplader under kransekagerne, da de ellers vil blive mørke i bunden.

Glasur (Royal Icing)
  • 75 g. sigtet flormelis
  • Ca. 30 g. pasteuriserede æggehvider
Fremgangsmåde
Flormelis og æggehvider røres sammen - Hvis du har en røremaskine, så gør det med en spartel, da der derved ikke vil komme for meget luft i glasuren.

Glasuren er færdig, når den ikke længere flyder sammen, når piskningen stoppes. Smid glasuren i et kræmmerhus af bagepapir eller en lille sprøjtepose og sprøjt ud på kransekagen i "tunger". Start med den nederste del, hvorefter den efterfølgende sættes på, og sprøjt så derefter denne. På denne måde bruges glasuren også som "lim" mellem ringene.


Lad kransekagen tørre ved stuetemperatur en times tid, eller indtil glasuren er stivnet helt igennem, og tildæk den derefter, hvis den ikke skal bruges med det samme.

Nogle vil mene, at man også kan bruge kransekage forme, hvor man lægger dejen ned i en form med riller. Dette anbefales dog ikke, da kransekagen ikke vil få samme højde.

1 kommentar:

  1. Åhh, du har gjort mig lækkersulten fra morgenstunden - elsker simpelthen de seje, bløde stykker kransekage til kaffen.

    - Anne

    SvarSlet